8 små tips til festen

Hvornår skal jeg bestille musik?

… er et spørgsmål, jeg tit får, og da det er svært at svare på, må jeg bare sige: “så hurtigt som muligt”. Jo før du kontakter mig, jo større er chancerne for, at jeg er ledig.

Indbydelsen:

Beskriv kort i indbydelsen hvad du har af forventninger til din fest. F.eks at du håber gæsterne medbringer højt humør og dansesko. Så er dine gæster forberedt lidt på, hvad der skal ske.

Spisningen:

Fornemmer du, at stemningen er ved at blive lidt mat under spisningen, kan du, efter at tallerknerne fra forretten/hovedretten er taget af bordet, bede mændene om at tage deres glas og flytte sig 2 pladser til venstre (eller f.eks 4 pladser til højre) På den måde får man nye gæster at snakke med til begge sider, og stemningen får et boost!

En sang er altid en god variation under spisningen (Klik HER for inspiration til en sang)

Hvis der i dit selskab er mange rygere, er det en god idé at lave rygepauser, hvor rygerne kan gå udenfor i f.eks. 10 min samtidigt. På den måde undgår du, at der hele tiden mangler gæster, når maden kommer ind, eller der er taler eller sange.

Kaffen:

I nogle huse vil man gerne have, at selskabet går ind i et andet lokale til kaffen, men hvis det kan undgås, er det absolut at foretrække. Hvis kaffen ikke kan drikkes, hvor der skal danses, kan du måske være aktiv og få “skubbet” dine gæster ind i dansesalen. Risikoen er nemlig, at dit selskab til dansen bliver delt i to, da de mindst danseglade oftest vil blive siddende over kaffen.

Dansen:

I bedste mening vil betjeningen, som regel, lave et så stort dansegulv som muligt, men det er ikke altid en fordel. De fleste af os, ikke så dygtige dansere, kan bedre lide “at putte os lidt” på et lille hyggeligt dansegulv, hvor der ikke skal så mange til at fylde op.

Natmaden:

Husk at slutte i tide mens festen går godt, ellers risikerer du at nogle af dine gæster går før natmaden. og det giver en lidt kedelig afslutning på en ellers dejlig aften.