Musik til din fødselsdagsfest
Musik til din fødselsdagsfest - 40 – 50 – 60 – 70 – 80 – 90 - 100
… ja, jeg har faktisk spillet til nogle 100 års fødselsdage!
Folk spørger mig tit, om ikke der er mere “gang i den” til en 40 års end til en 70 års fødselsdag? Det er der faktisk ikke. Det handler ikke så meget om folks alder, men mere om de er i humør til at feste. Og det kan du faktisk selv hjælpe til med at de er, når du sender indbydelser ud.
Skriv f.eks at du håber, de vil være med til at gøre din aften festlig, og at de tager danseskoene på o.s.v. Så kan dine gæster på forhånd “lade op” til festen, hvilket altid er en god begyndelse. Så møder de nemlig op og ved, hvad forventninger du har til din fest. Derefter er det min opgave at “læse” selskabet og ved hjælp af den rigtige musik være med til at skabe en uforglemmelig fest for alle.
Mens I spiser, sørger jeg for at spille dæmpet, så folk kan snakke sammen. Eller skruer lidt op, hvis der er stemning for en fællessang. Jeg forsøger at tilpasse melodivalget efter gæsterne. Jeg spiller og synger til alle festsange. Hvis der skulle være nogen i selskabet der har lyst til at synge en sang (a la Kakaoke), kan jeg også klare det. Jeg spiller skålesange, når og hvis det er passende, og spiller selskabet til og fra bordet.
Til dansen skruer jeg op for lyden, sætter evt. lidt lys på, og så bliver der leveret dansemusik for unge i alle aldre. Måske krydret med en boogie-woogie eller andre fællesdanse. Hvis du har forslag til repertoiret, så sig endelig til. Repertoiret er stort, og jeg kan spille det meste.
Hvis der er stemning for det, slutter jeg gerne dansen af med at spille “Sku gammel venskab”, og så bliver der serveret natmad.